Premiere søndag d. 16. august kl. 20.00
Spiller også d. 17. august kl. 20.00 samt d. 18. august kl. 20.00

Forestillingen spiller som en del af ”Ung Nordjysk Scenekunst” festivalen på Limfjordsteatret lørdag d. 22. august kl. 14.00 under Kulturmødet 2015
TeaterTalent Mors åbner festivalen med deres forestilling kl 14.00, TeaterTalent Hjørring spiller kl. 16.00 og Mariagerfjord TeaterTalentlinje kl. 18.00

Vores nye hold på TeaterTalent Mors har gennemført deres første år og som sædvanlig fejres det med en professionel opsætning. Denne gang er forestilling Stemmerne i mit hoved og instruktøren er den garvede Lars Ditlev Johansen.
På TeaterTalent Mors er der denne gang 16 elever og det er en blanding af unge fra hele landet, men også Skive og Mors er stærkt repræsenteret.
Om forestillingen:
Vi hører alle stemmer. 
Hvad laver alle de stemmer i mit hoved? Hvad vil de med mig? Er jeg syg eller bare fanget i mit eget sind? Er dem jeg møder virkelige eller bare et resultat af mine egne tanker og forestillinger? Hvem er pigen der taler til mig? Er det, som min psykiater siger, en virkelig person, der kan hjælpe mig ud af min skizofreni? Er jeg skizofren eller det verden omkring mig, der er skør? Hvad for en ulykke? Hvorfor føles mit liv som en lang gentagelse? Lever jeg eller er jeg i virkeligheden død - fanget på et plan mellem liv og død?
Hvorfor gør alle dem jeg møder så mærkelige ting? Og stemmerne og stemmerne og stemmerne…
"Stemmerne i mit hoved" er en forestilling om Bertram, der føler sig fanget i sit eget hoved og kæmper for at forstå hvad det er der sker omkring ham. I en begavet teaterleg undersøger vi Bertrams rejse ind i sit eget sind. Hans jobsamtale, mødet med kvinden, der har tabt sin pung, den tidligere straffet, hos psykiateren, pigen, der siger hun kan hjælpe ham, en mærkelig fest og det endelige opgør med stemmerne. Er det ham, der i virkeligheden er den sunde og alle os omkring ham, der er forrykte? Hvad er virkelighed og hvad er et produkt af vores eget sinds kringelkroge? Skaber vi vores egen virkelighed eller er vi bare fanget af os selv og vores forestillinger om dem, der omgiver os? Tænk, hvis der var en større plan med det, der sker i vores liv?

”Ung Nordjysk Scenekunst” festivalen er en fremvisning af de tre talentlinjers førsteårsforestillinger under projektet Ung Nordjysk Scenekunst, der er et samarbejde mellem de nævnte teatre samt Åsen i Mariager. Samarbejdet indeholder undervisning på tværs, sparring, udveksling og scenekunst projekter.

Comment