Thy Teater og Limfjordsteatret samarbejder.Gitta Malling leder af Limfjordsteatret og Thy Teaters nye chef Niels Vendius mødtes fredag d. 5. marts ved Vilsundbroen for at give hinanden hånden. I mange år, har der ikke eksisteret et kunsterisk samarbejde, de to teatre imellem. Det vil de to teaterledere nu råde bod på.
”Vi bliver glade hvis vi på udvalgte områder kan udvikle nogen samarbejder. Vi er ikke hinandens trussel, men vi kan, ved at samarbejde, give det professionelle teaterliv i området et løft. Som de eneste professionelle producerende teatre i Nordvestjylland har vi et ansvar for at løfte teaterlivet”, udtaler Niels Vendius.
”Limfjordsteatret bakkede i sin tid op om Thy Teater, frem for de andre ansøgere, som egnsteater i Thisted Kommune”, siger Gitta Malling Limfjordsteatrets leder - og hun fortsætter - ”selvstændige egnsteatre i lokalområdet ser ingen af os som en trussel – tværtimod mener vi, at jo mere teater, jo bedre. Både for det professionelle samarbejde teatrene imellem, og for publikum. Limfjordsteatret har med interesse fulgt med i, hvordan et svækket Thy Teater har formået at rejse sig. Og det har været godt at se, at der er et stærkt lokalt engagement omkring egnsteatre - også i Thisted Kommune.
Samtidig er vi på Limfjordsteatret ikke i tvivl om, at Thy Teater, med den nye bestyrelse og med en ny og meget kvalificeret teaterleder, har både evnen, viljen og styrken til at starte på en frisk”.
”Den nye teaterleder på Thy Teater Niels Vendius er den bedste samarbejdspartner Limfjordsteatret kan ønske sig”, udtaler Gitta Malling.
Med den nye leder, som vi kender fra et velestimeret og succesfuldt københavnsk teater, bliver det et radikalt fornyet Thy Teater vi kommer til at se. Den nye kunstneriske linje bliver på niveau med landets fremmeste teatre og Thisted Kommune vil kunne få en fornem placering på det kulturelle landkort i Danmark.
På den baggrund har vi været i tæt dialog med bestyrelsen for Thy Teater. Og Limfjordsteatret og Thy Teater er enige om, at der er fine muligheder for at etablere et godt samarbejde fremover. En række muligheder har været drøftet. Som naboteatre må vi kunne trække på hinandens ressourcer og ekspertise når der er behov.