En fængslende forestilling med international anerkendt ny-cirkus-ekvilibrist
Jamie Adkins har med originalitet, humor og artistisk dygtighed begejstret mange mennesker over det meste af verden. ”Circus Incognitus” er en række ekvilibristisk veludførte ”numre”, der i sammenhæng og sum fortæller en særdeles fængslende og menneskelig historie. Hjerter smelter og lattermuskler bliver ømme, når posen åbnes med virtuost artisteri og klovneri i mesterklasse.
Jamie Adkins spiller en følsom artist, der er for genert til at tale til sit publikum. Han prøver derfor at forklare sig med sine kunster. Alt er fiasko! Men ud af hvert mislykket gøremål, opstår poesi og skønhed… og det umulige…
Det er ganske enkelt et verdensnavn Limfjordsteatret byder indenfor i mørket. En kunstnerisk begivenhed af de store.
Medvirkende: Jamie Adkins
Forestillingen præsenteres i samarbejde med Scenekunstudvalgets Turnénetværk.