Albatros
Frederik er et Vidunderbarn... ihvertfald ifølge hans mor. Derfor gør hun også ekstra meget ud af at passe på ham - det skulle jo nødigt gå ham som hans far. Frederiks far fik nemlig pludselig en dag vinger og forsvandt syngende over hustagene. Frederiks mor er overbevidst om, at han blev smittet af fugleinfluenza. Hun har derfor besluttet sig for at udrydde alt fjerkræ, der nærmer sig familiens lejlighed.
Frederik derimod er dybt fascineret af fugle og drømmer i hemmelighed om at blive ornitolog. Og da der en nat viser sig et eksemplar af den sjældne vandrealbatros ved hans vindue, mærker han sin egen lyst til at flyve.....
Anna Panduro har en baggrund som skuespiller, og har især arbejdet og uddannet sig indenfor de komiske genrer. Med forestillingen ”Albatros” debuterer hun som dramatiker på Limfjordsteatret.
En forestilling for de 9 – 12 årige
Egenproduktion
Instruktør: Henriette Holm Pathare
Scenograf: Malene Bjelke
Medvirkende: Kenneth Andersson og Charlotte Toft Jacobsen