5. oktober 2017 og 30. januar 2018 kl. 19
Stressrådgiver Tanja Gudiksen sætter i samarbejde med Limfjordsteatret fokus på stress i et anderledes seminar, der på nænsom vis kombinerer teater, foredrag og dialog

Bjarne er god til at sige ”Ja” og klare opgaverne. Men han er begyndt at glemme ting. Han er ved at miste overblikket på sit arbejde og sover skidt om natten. Han siger ikke noget til nogen, for han er bange for, at de skal opdage, at han ikke slår til.

’En stærk indgang til at tage fat om et ømtåleligt og svært angribeligt emne’. Sådan lyder en af de mange tilbagemeldinger, stressrådgiver Tanja Gudiksen har fået på det nye initiativ ’Stress er alles ansvar - og ingens skyld’. Et anderledes seminar, der udnytter elementer fra scenekunsten til at sætte fokus på, hvordan man kan forebygge stress - og spotte og tage hånd om de medarbejdere, som allerede har symptomer på begyndende stress.

Ifølge WHO vil stress i år 2020 være en af de største kilder til sygdom og fravær på arbejdspladsen. Alene i Danmark er der lige nu 35.000 sygemeldte på grund af stress hver dag. Der er med andre ord god grund til at tage stress alvorligt.

Deltagerne møder den stressramte Bjarne i form af skuespilleren Sune C. Abel. I en monolog, baseret på interviews med personer, der har været ramt af stress, følger man hans udvikling fra de første symptomer melder sig, til han bukker under og må sygemeldes. 

Undervejs supplerer stressrådgiveren med viden og facts om stress og undersøger sammen med deltagerne, hvordan man kan skabe en kultur, hvor det er legalt at tale om de ting, der kan udløse stress. Og om mulighederne for at gå andre veje – så vi bliver langtidsholdbare.

Certificeret stressrådgiver: Tanja Gudiksen
Manuskript og performer: Sune C. AbelInstruktion: Gitta Malling

Seminaret kan målrettes specifikke arbejdspladser, institutioner og organisationer – men her inviterer vi til to åbne arrangementer.

Deltagerne udtaler bla.
”Nærværende, relevant og aktuelt. En stærk indgang til at tage fat om et ømtåleligt og svært angribeligt emne. Monologen, de faglige indspark og dialogen understøtter hinanden og sætter gang i refleksioner både individuelt og kollektivt.”
(Tanja Christiansen, udviklingschef i Morsø Kommune)

Bestil billetter her