Tom er 10 år. Han elsker at lege med to sjove figurer, som han har fået af sin morfar. Hans mor og far er bekymret for ham, fordi han lukker sig inde. De gør alt hvad de kan, for at deres dreng ikke skal være ensom. Men Tom har det svært i en hverdag, hvor der er alt for meget han ikke kan leve op til. Han har det bedst når han tegner helte og drager, konger og dronninger. Der behøver han ikke at forholde sig til skolen, forældrene og vennerne. Men måske er livet i hans fantasiverden ligeså fuldt af valg og dilemmaer som virkeligheden.
Den Reumertbelønnede scenograf Christian Q. Clausen tager publikum igennem en tunnel og med ind i Toms eventyrlige verden med fantasifulde kostumer og animationsfilm af Kim Fast Jensen. Komponisten Peter Navarro-Alonso kombinerer på helt særlig vis sin egen musik med Mozarts i et medrivende og overraskende elektronisk lydunivers. Gitta Malling instruerer forestillingen.
Musikkens samspil med de visuelle virke midler suger publikum med helt ind i Toms hoved, og herved oplever børnene både Toms udfordringer og sejre på helt nært hold. For enden af Tunnelen rummer både stor opera og skuespil i det helt nære udtryk, tæt på barnets univers. 

Forestillingen produceres af Den Jyske Opera i samarbejde med Limfjordsteatret.

Fra 8 år og op.

Køb billet